Om aftenen den 20. januar 1944, da det var blevet mørkt, blev Arlette og de andre fanger skubbet hen imod det togsæt, der blev transport nummer 66. Der var højt op i kreaturvognene, men de tyske soldater hjalp ikke fangerne om bord, de råbte blot på tysk. Arlette fandt sammen med et par andre fanger, og de hjalp hinanden op i én af vognene sammen med deres kufferter. Da alle var kommet ind i vognene, blev dørene pludselig rullet i, og da togstammen satte i gang, var den læsset med 1.155 mennesker. Fælles for dem var, at de ikke kendte den skæbne, der ventede dem – for de flestes vedkommende døden i et gaskammer.
I den vogn, hvor Arlette var med, stod og sad omkring 100 personer med hver deres kuffert. Der var meget trangt. Desuden var der blevet sat to tønder ind i vognen – én til drikkevand og én til toilet. Der var børn, unge og gamle presset sammen i mørket, og nogle af dem var tydeligvis syge. Arlette kunne lige nøjagtig få plads til at sidde ned, ikke ligge, og hvis hun rejste sig for at komme op at stå, bredte de andre sig, og så kunne hun ikke få sin siddeplads igen. Hun kom i tanke om, at hun havde mad i sin kuffert, men hun var ikke sulten. Toget kørte i flere dage, inden det nåede endestationen. Auschwitz.