Velkommen.html
historien.html
film_dansk.html
bog.html
videoer.html
kontakt.html

Arlettes ”hjem” blev den mellemste etage i en af de 60 ”sovebokse” i barakken. Som hun husker det, lå hun sammen med fire til seks andre kvinder. De måtte derfor ligge som sardiner i en dåse – det vil sige skiftevis med hovedet mod sidemandens fødder. Ville man vende sig, måtte alle vende sig samtidig. De fleste nætter sov hun ikke ret meget. Det var koldt i barakken, og hendes mave havde ikke vænnet sig til at undvære de daglige måltider mad. “Der var en madras og et tæppe ovenpå. Og man skulle holde fast i tæppet, for der var så mange og når det var koldt, så trak alle i tæppet.

Om natten var det meget vanskeligt at få noget varme og kunne falde i søvn. Meget tidligt om morgenen blev vi vækket med et: ”Aufstehen”, og så skulle vi alle sammen stå op, gå udenfor og stå til appel. Appellen var, at vi skulle stå i kulden, det var mørkt endnu. Jeg fik at vide, at det var omkring klokken fire om morgenen i januar måned, men jeg havde intet ur og smykker. Efter appel skulle dagens arbejde begynde. Dagens arbejde for os nyankomne var det, de kaldte ”aussenkomando”. Vi skulle spadsere ud af lejren, ud gennem porten og så begynde på fuldstændigt unyttigt arbejde.

Auschwitz: Ankomsten   Selektionen   Birkenau   Hverdagen