Arlettes ”hjem” blev den mellemste etage i en af de 60 ”sovebokse” i barakken. Som hun husker det, lå hun sammen med fire til seks andre kvinder. De måtte derfor ligge som sardiner i en dåse – det vil sige skiftevis med hovedet mod sidemandens fødder. Ville man vende sig, måtte alle vende sig samtidig. De fleste nætter sov hun ikke ret meget. Det var koldt i barakken, og hendes mave havde ikke vænnet sig til at undvære de daglige måltider mad. “Der var en madras og et tæppe ovenpå. Og man skulle holde fast i tæppet, for der var så mange og når det var koldt, så trak alle i tæppet.