Det tyske valg

– Jeg kan huske, at jeg sluttede mit første foredrag med at sige: ”Jeg håber ikke, at vi ser sådan noget igen”, men desværre.

Disse ord både indleder og afslutter vores film ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme”. De udtrykker det håb for en bedre og mere fredelig verden, som den nu 93-årige Arlette Andersen havde, da hun tilbage i 1990 begyndte at holde foredrag om at overleve ét års fangenskab i nazisternes mest berygtede udryddelseslejr Auschwitz. Holocaustbenægternes fremfærd havde overbevist hende om, at hun var nødt til at fortælle sin historie. Men Arlette Andersens stærke håb om, at verden måtte have lært noget af de grusomheder, der blev begået under Anden Verdenskrig, svandt hurtigt ind og blev i stedet erstattet af et stærkt ønske om, at vi aldrig må glemme det der foregik under Holocaust – det industrialiserede massedrab på Europas jøder.

At det i dag, mere end nogensinde før, er blevet vigtigt at huske, hvad der skete, da seks millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig, understreges af den parlamentariske situation, der er blevet den nye hverdag i Tyskland efter parlamentsvalget. Det højreradikale parti, AfD, har fået et succesvalg, og kan nu besætte 88 af pladserne i det tyske parlament. Valgresultatet betyder, at holocaustbenægterne nu kan være med til at sætte de nye politiske dagsordener i Tyskland. Politiske kræfter i AfD har tidligere fremført, at Holocaust er en myte, og ledende profiler i partiet har udtalt, at Tyskland ikke længere skal skamme sig over fortidens nazistiske styre, og at der er grund til at være stolt over tyske soldaters handlinger under blandt andet Anden Verdenskrig.

Netop denne del af historien, de tyske soldaters indsats under Anden Verdenskrig, er et emne, der har fulgt Arlette Andersen på hendes foredragsrejse rundt i landet gennem 25 år. Èt af de spørgsmål, som hun ofte har måttet svare på, er hvorvidt hun stadig er bitter på det tyske folk, om hun bærer nag. Til det har hun altid svaret, at man ikke kan gøre den tyske befolkning i dag ansvarlig for det, der foregik under krigen.

”Tyskland har gjort alt for at sige undskyld”, har Arlette Andersen sagt, og understreger dermed, at hun ikke bærer nag til tyskerne i dag. Men den tyske hærs bedrifter under Anden Verdenskrig finder hun på ingen måde værd at hylde.

No Comments

Post A Comment

DanishEnglishFrenchGermanSpanish